Ved installation af apps på Android-enheder får du vist en liste over de tilladelser, som appen gerne vil have. Det kan fx være tilladelse til at bruge kameraet, adgang til dine kontakter eller din position. Ved hver tilladelse er der en forklaring om, hvad den kan bruges til. Installerer du appen, får den de nævnte tilladelser.
Du skal acceptere nedenstående tilladelser for at kunne installere Firefox til Android. Hvis et websted vil bruge en tilladelse, fx til upload af et billede fra kameraet eller til at kende din position, så vil Firefox spørge dig, om du vil give webstedet tilladelse.
Her er en forklaring på de forskellige tilladelser, som Firefox kræver:
- Lagerplads. Tilladelse til at ændre og slette indhold på et hukommelseskort. Firefox bruger denne tilladelse det til at gemme hentede filer på hukommelseskortet. Firefox gemmer også sine egne indstillinger og historik på hukommelseskortet, hvis du har brugt Android-appen Indstillinger til at flytte Firefox over på hukommelseskortet.
- Placering. Tilladelse til at finde din position ved hjælp af GPS. Firefox bruger kun denne tilladelse, hvis du vælger at dele din position med et websted. Firefox bruger ikke selv oplysning om position. Læs mere om Firefox' positionsindstillinger.
- Kamera og mikrofon. Tilladelse til at tage et billede eller optage en video med enhedens kamera samt til lydoptagelser. Firefox bruger kun disse tilladelser, hvis du vælger at give et websted adgang til dit kamera og/eller din mikrofon. Det kan fx være et websted, der giver dig mulighed for at uploade et billede, som du så kan tage med kameraet, eller det kan fx være et websted, som giver dig mulighed for kommunikation ved hjælp af WebRTC. Firefox vil altid spørge dig om tilladelse, hver gang et websted vil have adgang til kamera eller mikrofon. Tilladelsen huskes ikke til efterfølgende besøg.
- Netværkskommunikation (fuld netværksadgang). Tilladelse til at hente websider, tilføjelser og andet indhold på internettet.
- Systemværktøjer (installer genveje). Tilladelse til at føje bogmærker og genveje til webapps på enhedens startskærm.
- Systemværktøjer. Adobe Flash plugin'et bruger denne tilladelse i de Firefox-versioner, som indeholder Flash-understøttelse.
- Systemværktøjer (ændre systemindstillinger). Tilladelse til at ændre indstillinger på enheden. Firefox bruger denne tilladelse til at aktivere eller deaktivere en Firefox Sync-konto i enhedens globale indstillinger.
- Dine konti. Tilladelse til brug af konti-listen og login-oplysninger til en konto. Hvis du opsætter Firefox Sync, bruger Firefox denne tilladelse til at føje din Firefox-konto til Androids synkroniseringsindstillinger.
- Kontroller Near Field Communication (NFC). Tilladelse til brug af NFC på enheden. Firefox bruger denne tilladelse til at dele faneblade ved at holde to enheder med NFC tæt på hinanden.
- Oplysninger om Wi-Fi-forbindelse. Tilladelse til at se wi-fi-forbindelser. Firefox bruger denne tilladelse til at se, om du har aktiveret wi-fi og til at se navne på tilsluttede enheder. Denne information bruges af Mozilla Location Service.
- Downloade filer uden underretning. Tilladelse til at hente filer uden meddelelse. Firefox bruger denne tilladelse til at hente filer uden at vise meddelelser, fx til opdatering af udvidelser.
- Ignorere andre apps. Tilladelse til at åbne indhold oven på indhold fra andre apps. Firefox bruger denne tilladelse til at gøre det muligt at trykke og indlæse links i baggrunden, mens du bruger en anden app. Denne tilladelse bruges kun på nogle enheder.